TILBAGE

Anders Kirkegaard
Født 1946 i Holstebro. Maler og grafiker



Bo Bedre - 1973


Den som har øren, kan høre
Den som har øjne, kan se
1973

Drømmesejleren - 2001

Medens vi venter på en ny Johannes - 1972

Staten /Fyrsten/Babel - opædning indefra - 1998

Postkort fra drømmekammeret - King Kong og skønheden - 1972

 

 

Kontakt
St. Karlsmindevej 49, 3390 Hundested

Uddannelse
Det Kongelige Danske Kunstakademi 1964-67

Udvalgte Separatudstillinger
Henning Larsens Kunsthandel, København 1965
Galerie Prisma, København 1966, 67
Haderslev Museum, 1967
Roskilde Bibliotek, 1969
Galerie 14, Århus 1969
Aalborg Kunstgallerie, 1970
Galleri Birkdam, København 1972
Gladsaxe Kunstbibliotek, 1972
Århus Kunstbygning, 1972
Galerie Clemens, Århus 1974
Vejle Kunstmuseum, 1974
Kunstforeningen, Gl. Strand, København 1976, 81
Sydslesvigs Danske Kunstforening, 1978
Århus Kunstbygning, 1983
Galerie 1+1, Helsingborg 1983
Biennalen, Venedig 1984
Galleri Hummeluhre, Skjoldelev 1985
Franz Pedersens Kunsthandel, Horsens 1988
Galerie Nøglebæk, Odense 1990
Galerie Ljungsjögården, Simris, Sverige 1994
Galleri "Stærk Tobak", Haderslev 1995
Vejle Kunstmuseum, 1995
Kastrupgårdsamlingen, 1995
Museet for Religiøs Kunst, Lemvig 1995

Udvalgte Gruppeudstillinger
Kunstnernes Efterårsudstilling, København 1963, 64, 65
PRO, Den Frie, København 1966
Charlottenborgs Efterårsudstilling, København 1967
Surreelt Miljø, Århus Kunstforening 1970
Nordisk Kunst, Island 1972
Art Danois, Grand Palais, Paris 1973
Å-udstillingen, Ålborg, Århus, Åbenrå 1974
Midtvejs, - vandreudstilling, 1978
Pakhuset, Nykøbing Sjælland 1979
Grand Palais, Paris 1979
Å-udstillingen, Ålborg, Århus, Åbenrå 1980
Ung dansk kunst, Charlottenborg, København 1980
Dansk/svensk grafik, vandreudstilling, 1981-82
Nordisk Kunstbiennale, Karslborg, Sverige 1982
Billedkunst. Hvordan ..., vandreudstilling, 1982-83
Midtvejs, Galleri F-15, Moss, Norge 1983
Borealis, vandreudstilling, 1983-84
Esbjerg Kunstforenings Samling, 1985
The Danish Show, Bradford, Warwick, Newcastle 1986-87
Himmelgården, Den Frie, København 1988
Polaris, Akerbrygge, Oslo 1989
I virkeligheden, Nikolaj, København 1989
Sønderjyllands Kunstmuseum, Tønder 1989
Polaris, Charlottenborg, København 1990

Repræsenteret
Statens Museum for Kunst
Kobberstiksamlingen
Vejle Kunstmuseum
Esbjerg Kunstmuseum
Randers Kunstmuseum
Aarhus Kunstmuseum
Nordjyllands Kunstmuseum
Horsens Kunstmuseum
Sønderjyllands Kunstmuseum
Fyns Kunstmuseum
Vestsjællands Kunstmuseum
Storstrøms Kunstmuseum
Kastrupgaardsamlingen

Udvalgte udsmykninger
Gavlmalerier i Brande: "Torso", "Udspringer" og "Barnehoved"
Østerport Station, København
Plejehjemmet Teglporten, Birkerød

Priser og Legater
Statens Kunstfonds 3-årige Stipendium 1968-70
Eckersberg-Medaillen 1982
Jens Søndergaard og Hustrus Mindelegat 1989

 

 

Nihil sine labore

Af Anders Kirkegaard

I begyndelsen var virkeligheden. Og virkeligheden var i billedet. Men der var i virkeligheden to billeder. Det ene så sådan ud:
Sådan ser det ud; derfor er det sådan.
Og det andet - og måske mere visionære:
Hvorfor er det sådan? Og hvad betyder dét?

Billedkunsten har gennem århundreder - lidt i modsætning til de øvrige kunstarter - arbejdet seriøst med "bastarder" af de to metoder. Således var det den fremherskende holdning, at man som billedkunstner havde lov til (måske endda pligt til) at snuppe det bedste fra de to verdener - "Sådan er det" kontra "Hvorfor er det sådan" - og mikse sin egen blanding af troskab/utroskab overfor fænomenernes fremtræden.

Men der herskede aldrig tvivl om, at det var virkelighedens observerbare fænomener, som lå til grund for kunstnernes tydninger og udlægninger. Sådan var det i begyndelsen - og indtil for 80-90 år siden. Så kom istiden. Den så abstrakt ud. Abstraktionernes ankomst brød "virkelighedens enevælde"; gjorde kål på dén historie og dét grundlag - og gjorde det så eftertrykkeligt, at man næsten kunne forvente, at alle de virkeligheds-baserede ismer skamfuldt ville lægge sig ned
og dø.

Det gjorde de nu ikke helt; de nøjedes med at gå i vinterhi
- og vente på bedre tider. Disse bedre tider er nu endelig kommet. Nu behøver den abstrakte kunst ikke længere først og fremmest tænke på sig selv som realismernes korrektiv og bekriger.

Den kan i stedet koncentrere sig fuldt og helt om at gestalte de udsagn, som dén nu finder relevante - imens vi andre, idet vi løfter på hatten overfor den erfaring, som abstraktionerne har tilført os, kan gå videre i den afbrudte lovsang til-og-om verdens fænomener: Sådan som de fremtræder; og om dét de betyder, eller kan bringes til at betyde.

Carsten Krogstrup "opstod" som kunstner just i de år, hvor det igen, så småt, var muligt for en ung kunstner at interessere sig for virkeligheden - uden at blive komplet til grin overfor jævnaldrende kammerater. Det var i slutningen af 80'erne/begyndelsen af 90'erne. Lidt til grin blev han nu alligevel, for han viste sig hurtigt at være dybt betaget - og optaget - af de meget nøjeregnende skildringer af omgivelserne.

Han havde været rundt om nogle voldsomme udtryksvarianter som for eksempel ekspressionisme og surrealisme, inden han fandt sin egen motivkreds og personlige dialekt. Indtil for ret nylig bestod denne dialekt, dette Krogstrupske vokabularium, udelukkende af motiver, som han besad et forud etableret personligt forhold til: Portrætter af kæresten, familiemedlemmer, kolleger, kammerater - kort sagt: Det helt nære. De sidste par år, hvor Carsten selv har stiftet familie og dermed pådraget sig en anden vinkel i mødet med omverdenen, er emnekredsene udvidet til - nysgerrigt, opsøgende - også at omfatte alt det, som han hverken kender eller forstår... men hvem véd, måske er han kommet i tanke om en besværgende schlager, som må have hærget hans jyske barndom :
To know, know, know you, - is to love, love, love you - and I do, and I do, yes I do !

I de bedste af hans billeder sniger der sig ligefrem en slags besværgelse af motiverne ind, som man - lidt flot måske - kunne kalde for ikonernes verdslige modstykke. Ikonernes bestræbelse er at gøre ånd til materie - nemlig ikonen, hvorimod Carsten med ungdommeligt gå-på-mod søger at besværge virkeligheden og materien ved at gøre dem til ånd
- nemlig kunst.

Det dér med besværgelser, med ånd til materie - og materie til kunst, får mig til at erindre en drømmesamtale, jeg nylig havde med VorHerre. Jeg spurgte ham, om han havde ladet Verden fremtræde, sådan som den gør, for at glæde billedkunstnerne - eller om hans beslutninger omkring tingenes fremtræden var dikteret af én eller anden snusfornuft?

VorHerre kløede sig lidt i skægget:
Jo, men Anders; hvis hele den her Verden alligevel skulle fyldes med materie og væsner - så kunne jeg da ligeså godt lade i hvert fald væsnernes fremtoning betyde noget, ikke? Og så besluttede jeg mig altså til, for nu at begynde ét sted, at forsøge at lade funktionen afspejle sig i fremtrædelsen.

Jeg prøvede at lave en Haj til vandet ... så en Mursejler til luften, en Muldvarp til jorden, og en hel masse småkravl som kunne nedbryde, eller bevæge sig i, dét som enten var for hårdt, eller diffust, for de andre væsner. Og da det gik godt
- og oven i købet glædede mine øjne - holdt jeg fast ved mine beslutninger med hensyn til fremtrædelsen.

Derefter besluttede jeg, at jeg hellere måtte lave det sådan, at alting forfalder og dør; men også sådan, at i hvert fald væsnerne kunne lave nogle nye af sig selv. Altså blev jeg nødt til at lave to slags af hver. Men det betød jo også, at jeg var nødt til at lave dem forskellige på en sådan måde, at de ikke ville kunne lade være med at søge efter deres partner... du véd, lidt ligesom: kam til hår, hånd til handske, møtrik til gevind, skål til vand, stempel til cylinder.
Ja, selvfølgelig, tænkte jeg ... jeg bygger sgu' det hele op sådan at formerne - i deres længsel efter at blive komplette - tiltrækkes af deres konkave eller konvekse modstykke!

Altså: Selve udseendet skulle både give appel og fortælle om funktion - og dét kan du da godt kalde for snusfornuft; men jeg tænkte søreme også på alle jer mennesker (som jeg for øvrigt gjorde til de besværligste af alle væsnerne helt for min egen skyld - for jeg skulle jo også have noget, som forhindrede mig i at falde i lediggang !) der jo elsker at bruge masser af tid og liv på at tolke betydningen af det, som I omgives af ... og så indførte jeg altså - faktisk for jeres skyld, en hel bunke drilagtigt forvirrende underfaktorer som for eksempel: farver, lyde, vægtfylde, temperatur, våd/tør, duft, teksturer, o.s.v. - ad Infinitum...
... sådan at I kunne få Jeres liv til at gå på en meget besværlig og spændende måde - fyldt med undren, og fyldt med krav om tolkning.


Af alle de besværlige måder, der findes at tolke på (og at male er at tolke!), har Carsten valgt den allerbesværligste, nemlig at bekende sig til tesen om, at alt - eller næsten alt, ligger gemt i selve fænomenernes FREMTRÆDELSE! Og hvis man gør dét, så er man dæleme nødt til at sænke sig temmelig dybt ned i detaljernes univers - for hvordan ellers skabe en troværdig Inkarnation?

Der er for øvrigt enorm forskel på at skabe en Illusion eller en Inkarnation - spørg bare de gode skuespillere. Og der er Fanden til forskel på blot at fange nuet eller at kunne synke ned i det - spørg bare de gode fotografer. Ligesom der er forskel på en blotter og én, som blotter sig - spørg enhver kunstner.

Som ældre kollega til Carsten kan jeg ikke lade være med at beundre det næsten umulige i hans forehavende. Det (be)rører mig på to planer, dels ved arbejdsindsatsen i-sig-selv, men søreme også derved, at risikoen for et dårligt resultat (alligevel) ikke er spor mindre end hos os andre, betydeligt hurtigere, malere - hvis ikke billedet er troværdigt.
Da jeg underviste Carsten på Det Jyske Kunstakademi, skete det en håndfuld gange, at ét af hans billeder ganske langsomt arbejdede sig selv ihjel. Nogle gange fordi motivet ikke havde bærekraft nok i forhold til Carstens eget liv, andre gange fordi historien var enten for banal eller kompliceret
(og måske endda burde løses ude i virkeligheden - udenfor maleriets sphære), endnu andre gange fordi tydningen/ løsningen endte med et goldt formalistisk "maleri-maleri".

Når sådanne ting skete med andre elevers arbejder, trak man (også eleven selv!) gemytligt på skulderen og sagde: Årh - shit! Nå... jamen så må vi jo gå i gang med det næste... Men når Carstens billeder døde, så var man på nippet til at vræle og gå ud og drikke sig fra sans og samling... Fordi man i selve dødsøjeblikkets fortvivlelse over misforholdet imellem indsats og tab helt glemte, at der i hvert fald var valgt side og "fulgt til dørs", og at der absolut godt kan ligge en stor - om end helt anderledes slags - sejr gemt i malerens nederlag overfor billedet.

Enhver seriøs ung kunstner tvinges til nogle afgørende valg imellem alle de vidunderlige, men hver for sig ukomplette udtryk, som hans fagområde tilbyder. På godt og på ondt har enhver tid sine trends som flertallet af en given generation bekender sig til, og for tiden er det blandt andet begreber som gestik, proces, ironi eller de-konstruktion der hitter blandt dem, som vil frem uden at sætte ret meget på spil.

Når man - midt i horderne af tidens mange talentfulde, men følgagtige, unge kolleger - spotter en rigtig outsider, én som stritter til alle sider af anderledeshed - så bliver man både nysgerrig og glad. Og hvis man så oven i købet falder over én, som har valgt side til fordel for et umanérligt besværligt projekt, og som ikke er ræd for at vedkende sig sin uhelbredelige kærlighed til det snart tusind år gamle fortællende figurative maleri - så er det sgu' lige før man bliver helt optimistisk. På billedkunstens vegne.

Det er både rørende og lærerigt at møde en ung kollega, som besidder modet - og stædigheden! - til at sætte sit malerliv ind på at ville (be)vise, at en ældgammel - og ifølge "de kloge" totalt udlevet - tradition har masser af endnu-ikke-fortalte historier i sig. En ung kollega, som sandelig også tør påstå, at kærligheden til traditionen - netop - også indebærer en forpligtigelse til løbende at opdatere såvel sproget som emnerne.

Dét tager jeg min hat af for - og på vegne af utallige forgængere og mine egne læremestre gir' jeg den videre til unge Krogstrup. Og beder til, at han vil være "Karl for sin Hat" - og sætte den, som han selv vil.

I Istid såvel som i Virkelighed.

 

TILBAGE