For at begynde ved begyndelsen: August/september 2008, efter en ferie i Sydfrankrig fik Karl tiltagende dårlig ryg, arbejdsbetinget. Han blev så via egen læge henvist, først til kiropraktor, hvilket forværrede tilstanden, og senere til fysioterapeut, med samme nedslående resultat. Karl var efterhånden så smerteplaget, at han ikke kunne arbejde, og måtte til sidst sygemelde sig. Pga. min tilknytning til sundhedssystemet, trak jeg i de tråde, jeg nu har til rådighed, f.eks. i form af hjælp fra en af mine kunder, en reumatolog, som behandlede Karl, først med én morfinkur, som ikke hjalp. Så kom Karls arbejdsgiver på banen og sendte ham til en såkaldt klog mand oppe i Lemvig. Det hjalp heller ikke - tværtimod. Så fik Karl medicinsk behandling via egen læge, også med morfinpræparater, og det hjalp heller ikke. Når det var rigtig slemt, så måtte vi/jeg ringe til vagtlægen, som så også gav Karl stærk smertestillende medicin eller morfin. Til sidst fik han medicinsk behandling fra gud og hver mand, og ingen vidste, hvad hinanden gjorde. Og jeg fik det tiltagende dårligt, psykisk, da jeg ikke følte, jeg kunne gøre noget for Karl andet end at lade ham få medicin. Og jeg måtte også stå lidt af til sidst, da jeg også har et arbejde at passe, som vi/jeg jo altså levede af, og som bl.a. gav os mad på bordet. Så efteråret og vinteren gik med et smertehelvede, som ikke kan beskrives, men som bare blev værre og værre. Og i alt det her fik hverken Karl eller jeg hjælp af hans familie, dvs. hans søn, som har valgt at bosætte sig i den anden ende af landet. Vi tog så på juleferie i et sommerhus, men det gik også rent galt. Og hjemme igen blev det så nytårsaften. Da var Karl helt ude af den af smerter, og han gik i seng tidligt, mens jeg sad og så TV. Så kom nogle genboer for at sige godt nytår, og Karl stod op og satte sig i stuen, hvor han sad og dinglede, og virkede som beruset, men det var altså medicin, han var beruset af. Genboerne gik igen, og så faldt Karl i søvn i stolen og gled ned på gulvet og var helt livløs. Og så startede mareridtet: Jeg råbte til ham og hev i ham for at få liv i ham. Og så slog vores hanhund til og angreb mig, fordi den øjensynligt troede, jeg ville skade Karl. Den bed mig først én gang i den ene arm, og da jeg igen forsøgte at få Karl op, bed den mig igen. Så fik hunden altså sådan en på sinkadusen, så den drønede ind i en reol og lå stille. Og jeg kunne koncentrere mig om at få Karl bugseret hen i seng. Derefter kunne jeg tage mig af min arm, og det så ret slemt ud, bl.a. hang der en løs hudlap og flagrede, og det blødte kraftigt. Jeg stod så en halv times med armen under den kolde hane, og fik derved stoppet den værste blødning. Så ringede jeg til lægevagten, men det var jo håbløst sådan en nytårsaften. Hvis jeg ikke var ved at dø, så kunne de ikke tage mig ind osv. osv., så det opgav jeg. Jeg fandt så noget forbinding, som jeg fik surret rundt om armen, og så sad jeg og så midnatsgudstjeneste i TV, indtil jeg gik i seng. Se det var en nytårsaften, der ville noget. 2.nytårsdag tog jeg hen til min læge og fik min arm behandlet.

Der gik så godt en uges tid, og Karls smerter blev om muligt værre, og han fik så igen en morfinkur via den reumatolog, jeg kender. Og så gik det helt galt, han blev meget uklar, og smerterne var der stadig, trods morfinkuren. Den mandag aften havde vi et kæmpe skænderi, hvor jeg nok nærmest gik amok i ren og skær afmagt over ikke at kunne gøre noget ved situationen. Det endte med at Karl i sin omtågede tilstand ringede til hans ekskone (som han i parentes bemærket ikke havde haft forbindelse med i 10-12 år, så vidt jeg ved) og fortalte, at jeg løb rundt med en kniv og ville slå ham ihjel. Han ringede også til deres søn i Helsingør, og fortalte den samme historie om kniven. Det var naturligvis ikke sandt, men noget han i sin omtågede tilstand forestillede sig. Det er velkendt at mennesker, som har fået stærk medicinering igennem en periode bl.a. kan komme til at lide af vrangforestillinger og hallucinationer. Ekskonen og sønnen ringede så til politiet, som dog ikke mødte op før dagen efter, da de måske ikke helt stolede på historien. Politibetjenten talte så med mig og Karl hver for sig, og Karl må have strammet sig gevaldigt op, for politimanden købte hans historie, og jeg fik besked på at pakke sydfrugterne omgående. Og ekskonen ringede senere den dag og truede mig med at hun og sønnen ville komme og sætte mine ting på gaden, hvis jeg ikke flyttede omgående. Og så måtte jeg jo træde i aktion og finde en bolig med lynets hast. Jeg pløjede  lokalaviserne igennem og fandt 3 boliger, og onsdag kørte jeg rundt for at se på dem. Det blev et fint hus i Knarreborg, en mindre by i Højfynsområdet, 120 m2, dejlig have, og med plads til 2 kontorer, da jeg jo har mit arbejde hjemme.  Jeg fik organiseret flyttefolk formedelst en mindre formue pga. det akutte i flytningen. Men de kom og pakkede torsdag og fredag, og lørdag var jeg ude af mit hidtidige hjem sammen med Karl. Jeg havde imidlertid en opgave, som SKULLE afleveres senest om mandagen, så jeg boede hos mine nære venner i Tommerup Stationsby den weekend, så jeg kunne færdiggøre opgaven. Og så var de ellers på banen og hjalp mig med at pakke ud og indrette mig i mit nye hjem. I flytteperioden havde jeg sendt vore to hunde på hundehotel, og de blev først hentet hjem til Knarreborg en uges tid efter jeg var flyttet ind. Og i mellemtiden havde jeg fået købt mig en lille bil, så jeg kan komme rundt.

Altså, jeg blev smidt ud fra vores fælles hjem den 13. januar, fandt en ny bolig den 14. januar, flyttefolk pakkede mine ting den 15. og 16. januar, og jeg flyttede den 17. januar. En kæmpe omvæltning i mit liv på alt for kort tid.

Alt ialt kostede dette eventyr, eller skulle jeg sige mareridt, mig omkring 100.000 kr. plus det psykiske aspekt i det. Jeg havde det nemlig rigtig rigtig dårligt i den efterfølgende tid. Jeg var meget langt nede og følte mig ensom og savnede Karl. Vi har jo trods alt kendt hinanden i ca. 10 år, og man kan ikke bare pga. en ond ekskone og en uforstående søns beskyldninger cutte ens følelser. Hverken ekskonen eller sønnen var her, så hvordan kunne de udtale sig om, hvad der skete, når de ikke selv havde oplevet det. Jeg må jo nok indrømme her efterfølgende, at jeg virkelig HADER disse to mennesker, som har blandet sig i Karls og mit samliv, og som har frataget os en god fælles økonomi og et ellers godt samliv. Dette had går mig virkelig meget på, og jeg tænker næsten dagligt over, hvad der skete. Men i månederne efter flytningen er Karl og jeg altså blevet venner igen, og vi er meget sammen og forsøger at hjælpe og støtte hinanden. Karls ryg har fået det meget bedre efter at han blev fyret fra hans arbejde, og han har gået til rygtræning gennem nogle måneder og har lært at håndtere og acceptere og leve med en dårlig ryg.

Og så er vi fremme ved lørdag den 18. juli 2009. Karl og jeg er som så ofte sammen, vi kører over til byggemarkedet for at købe noget, og videre derfra til Lidl i Dyrup for at handle og videre igen til Assens. Og vi kommer hjem til mig i Knarreborg, hvor Karl går i gang med at male nogle hylder på min nye grill. Jeg laver noget inden i huset og går ud for at se, hvordan det går med maleriet, og går så ind igen. Ca. 10 minutter efter er Karl færdig med at male og går ind til mig. Men det var ikke rigtigt mig, siger han, fordi jeg var mærkelig, forvirret og usammenhængende, jeg vidste f.eks. ikke, hvor jeg var, jeg kunne ikke genkende mine ting, og jeg blev ved med at kalde på den ene af hundene. De havde nemlig gemt sig, fordi de var bange. Karl synes ikke rigtigt han kan tackle situationen og han ringer til mine venner henne i stationsbyen, som straks kommer for at se, hvad der er galt. Og det er galt, og Frank ringer til lægevagten, som beder ham/dem om at bringe mig derind hurtigst muligt. Det gør de så, og de forlader mig ikke, før jeg har fået en seng på neurologisk afdeling 3-4 timer senere.

Disse ting fortæller jeg ikke, fordi jeg kan huske dem, for jeg har ingen erindring om, hvad der er sket fra Karl finder mig og til jeg bliver undersøgt af en ung læge i modtagelsen på Odense Universitetshospital. De mellemliggende timer er slettet af hukommelsen og vender formentligt ikke tilbage. Jeg blev så undersøgt på sygehuset bl.a. med en CT-skanning af hjernen, som var normal. Man har konkluderet, at jeg formentligt har haft en mindre blodprop i hjernen, som har passeret på de 3-4 timer uden at gøre anden skade end at slette de timer fra hukommelsen. Jeg blev udskrevet mandag formiddag efter stuegangen uden behandling, men med besked om at får en tid hos egen læge snart, fordi de fandt ud af, at jeg har for lavt stofskifte, og det kræver behandling. Så jeg har nu været hos egen læge og har fået svar på nogen af de mange spørgsmål der har kørt rundt i mit hoved, f.eks. forebyggelse og behandling, og ikke mindst, om denne sygdom kan have sine rødder i de traumatiserende hændelser først på året, og om ekskonen og sønnen er indirekte skyld i det. Min læge mener, at det meget vel kan være tilfældet, altså en slags posttraumatisk stress tilstand, som så har givet sig udslag i en mini-blodprop i hjernen. 

Det har været et tuff år for mig indtil nu, og jeg siger hele tiden til mig selv: det kan kun blive bedre.



Lena, juli 2009



Tryk esc for at gå tilbage